Victor Stokholm er et kompromisløst nyt navn på den danske musikscene. Hans musik bevæger sig i spændingsfeltet mellem storladen alternativ pop og kantet, moderne rock; et dramatisk, filmisk univers, hvor sårbarhed og styrke eksisterer side om side. Centralt i Victor Stokholms udtryk står stemmen. Rå, skiftende og følelsesmæssigt åben bevæger den sig fra det næsten skrøbelige til det eksplosive og fungerer som den bærende kraft i et univers, hvor intet pakkes ind eller holdes på afstand. Det er musik, der insisterer på nærvær og på at blive mærket.
Live står Victor Stokholm i front for et intenst band, der løfter sangene ind i et fysisk og følelsesmæssigt ladet rum. Udtrykket er energisk, visuelt stærkt og båret af en tydelig nerve. Gentagelser og insisterende mønstre skaber en intensitet, der samler rummet og åbner for et fællesskab i publikum, hvor man ikke bare er tilskuer, men deltager.









